Asteroiderne

Asteroiderne er den samling af småplaneter, der kredser mellem Mars og Jupiter. Den største asteroide er Ceres med en diameter på 1000 km, og der er kun 200 asteroider med diametre større end 100 km. De fleste er meget mindre med diametre ned til under 1 km. Man har nu observeret 3000 asteroider, men det skønnes, at det totale antal overstiger 40.000. Kun de største har kugleform, langt de fleste er aflange eller har helt uregelmæssige former. Asteroiderne er nok stof, der blev tilovers, da solsystemet blev dannet, og som aldrig blev samlet til en enkelt planet.